DUS-ordningen "Bifrost"

Bifrost er en stor institution med ca. 180 børn.Om eftermiddagen er DUSSEN funktionsopdelt, dvs. at hvert grupperum har sin bestemte funktion, som alle børn kan deltage i på tværs af klasserne.
Når børnene starter i DUS betyder det, at de samtidigt starter på en periode med udvikling af større selvstændighed og en tættere kontakt til andre børn. De vil udvikle venskaber, og de vil have behov for at opleve, at de kan klare mange praktiske opgaver selv. Vi forsøger at imødekomme dette ved at tilbyde børnene mulighed for en tæt kontakt til andre børn og voksne, men også mulighed for at kunne vælge til og fra efter behov. Behøver børnene ekstra omsorg og opmærksomhed, vil vi altid være til stede for det enkelte barn, og forældrene vil altid kunne kontakte os for at få tid til en snak om barnets aktuelle situation. På det praktiske plan stiller vi nogle krav til børnene: At de f. eks. selv kan tage tøj på, at de kan spise sammen med andre og deltage i borddækning og oprydning o. lign.
Husets aktiviteter tager fortrinsvis udgangspunkt i børnenes aktuelle interesser og behov, og hverdagen er en blanding af struktur og spontanitet, dvs. at en planlagt aktivitet måske aflyses til fordel for noget andet. Ved sygdom og andet fravær blandt personalet kan der også blive tale om at aflyse planlagte aktiviteter, da vores normering ikke giver mulighed for at indsætte vikarer i hverdagen.
En forudsætning for at skabe et trygt og inspirerende sted for børnene er, at der lægges stor vægt på et godt og velfungerende personalesamarbejde, og et godt og tæt samarbejde med forældrene.
DUS-ordningen er et fritidstilbud til skolebørnene. DUS står for ”Det Udvidede Samarbejde" med folkeskolen. DUS-pædagogerne følger børnene i skolen fra børnehaveklassen og deltager i undervisningen. På den måde opnås der en god sammenhæng i børnenes hverdag. De får mulighed for at modtage undervisning sammen med andre på samme udviklingstrin, og undervisningsbegrebet bliver udvidet. Pædagogerne deltager desuden i skole-hjem-samtaler og i et forældremøde på skolen i løbet af skoleåret.
 
Bifrosts pædagogiske mål
Selvom Bifrost er en stor institution, er det vores mål at skabe en hverdagsstemning så nær det hjemlige som muligt. Vi lægger først og fremmest vægt på at børnenes egen fantasi og leg skal præge hverdagen. Børnene får her mulighed for at slappe af og være børn på deres egne præmisser.
Det er vores mål, at tilbyde børnene et frirum, hvor de kan opleve samvær med troværdige og nærværende voksne. Vi ønsker, at de får mulighed for at opleve sammenhænge og fordybelse i de aktiviteter de vælger - men også at de får mulighed for at vælge fra. Vi bestræber os på at kunne tilbyde børnene en tryg hverdag hvor det enkelte barn kan udvikle sig optimalt.
 
Bifrosts pædagogiske praksis:
Personalet på bifrost har brugt anerkendende kommunikation som et pædagogisk redskab og det er en implementeret begrebet i vores indholdsplan.
I praksis betyder Anerkendende Kommunikation, at vi som udgangspunkt anerkender, at alt, hvad børn siger og gør, giver god mening for det enkelte barn. Vi integrerer denne forståelse i vores daglige arbejde med børnene for derigennem at forstå barnets handlinger. Vi kommunikerer anerkendende og positivt, dvs. viser barnet at man anerkender og respekterer dets personlighed, men ikke nødvendigvis dets handling. Vi taler respektfuldt til barnet – og venter til en eventuelt konflikt er overstået, før vi går ind i den fase, hvor vi udreder problemerne. Vi er opmærksomme på, hvor børnene er i deres udvikling og møder dem i den nærmeste udviklingszone for at kunne nå et fælles mål med barnet.
I hverdagen betyder dette for os:
  • at vi har fået en mindre stresset hverdag
  • at vi næsten aldrig skælder ud
  • at vi sætter grænser, som børnene forstår
  • at vi har fået større forståelse for det enkelte barns behov
  • at vi har fået større faglighed

Start på DUS
Den første tid på DUS og i børnehaveklasse betragter vi som en indkøringsperiode, hvor børnene lærer begge dele at kende. Hele skoleåret spiser børnehaveklasselæreren eller pædagogen med børnene, så der både er mulighed for at få snakket med det enkelte barn, og at alle børn får spist deres madpakker i ro og mag. 
 
Klubben
Bifrost har sin egen "Klub" som er forbeholdt 3. klasse børnene. Klubben skal forberede børnene på livet på FC. Højvang, som er pasningstilbudet fra 4. klasse. Vi vil gerne gøre det attraktivt for børnene at blive i Bifrost indtil udgangen af 3. klasse, da vi mener, at de stadigvæk har behov for opsyn og omsorg.
Målet med Klubben i Bifrost er, at børnene skal have større med- og selvbestemmelse, og at aktiviteterne er målrettet gruppens alder og niveau. Meningen er at etablere et miljø, som de selv er med til at skabe.
I samarbejde med FC Højvang gennemfører vi hvert forår en besøgsrunde, så alle interesserede børn får mulighed for at forstå, hvad det indebærer, når man efter 3. klasse måske vil starte på fritidsklub.
 
Morgendus
Det pædagogiske mål for Bifrosts morgenåbning er, at den skal være så godt et alternativ som muligt til en morgen derhjemme.
Vi spiser morgenmad med børnene i fred og ro og med stearinlys på bordet, og der sættes ikke store aktiviteter i gang. Der serveres en god og varieret morgenmad, som DUS indkøber. Børnene kan derfor ikke selv medbringe morgenmad.
 
Bifrost har lukket to uger i løbet af sommeren. Hvilke to uger, det bliver, vil hvert år blive meddelt på ForældreIntra.
På skolefridage skal børnene møde senest kl. 10.00 og kan først forventes hjemme igen kl. 16.00. Det er vigtigt at melde fra til DUS, hvis de indberettede feriedage ændres, da antallet af pædagoger tilrettelægges efter antallet af børn.

 

DUS BIFROST
TINGSTEDET 20,
9230 SVENSTRUP
TLF.2520 0103

Mandag
Tirsdag
Onsdag
Torsdag
Fredag

 6:15 - 16:45 
 6:15 - 16:45
 6:15 - 16:45
 6:15 - 16:45
 6:15 - 16:30